Arbejdsskader i virksomheden

Som virksomhed skal du sikre dine medarbejdere i tilfælde af arbejdsskader.

To typer af arbejdsskader

Der skelnes mellem to former for arbejdsskader.

I arbejdsskadesikringsloven defineres en arbejdsskade som en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom.

En arbejdsulykke er i henhold til loven en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludselig eller inden for 5 dage. Personskaden kan være fysisk eller psykisk og kan være varig eller forbigående. Herudover er det ikke et krav, at personskaden medfører behov for behandling, eller at personskaden er blevet behandlet.

En erhvervssygdom er i henhold til loven sygdomme, som efter medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Derudover er det sygdomme hos et levendefødt barn, der er pådraget inden fødslen som følge af moderens arbejde under graviditeten.

Pligten til at sikre dine medarbejdere

Når du har én eller flere personer ansat i din virksomhed, skal du sikre dine ansatte både ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

For at sikre dine ansatte ved arbejdsulykker skal du tegne en arbejdsskadeforsikring via et privat forsikringsselskab. For at sikre dine ansatte ved erhvervssygdomme skal du betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Derudover kan det også være fordelagtigt at tegne en erhvervsansvarsforsikring for de krav, der ikke er omfattet arbejdsskadesikringsloven – herunder eksempelvis erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. Denne forsikring er dog ikke lovpligtig, men alligevel vælger mange arbejdsgivere i dag at tegne denne forsikring, da et erstatningskrav rejst direkte fra en medarbejder, der har pådraget sig en alvorlig arbejdsskade, kan komme til at udgøre et forholdsvist stort beløb.

Anmeldelse af en arbejdsskade

Det er arbejdsgiveren, der har pligt til at anmelde det til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis en af virksomhedens medarbejdere kommer ud for en ulykke, imens den pågældende er på arbejde.

Denne pligt følger, såfremt medarbejderen kan have krav på ydelser efter arbejdsskadesikringsloven – herunder godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Anmeldelsen af arbejdsulykken skal ske senest ni dage efter, at skaden er sket.

Kontakt os

Hvis du skulle have spørgsmål eller behov for rådgivning i anledning af en arbejdsskade, er du velkommen til at kontakte os på 97 32 09 99.

Ring til os på 97 32 09 99