Boafgift af din arv

Boafgift (tidligere kaldet arveafgift) er den afgift, der skal betales til staten, når man arver. Boafgiften beregnes af den samlede arvebeholdning og størrelsen afhænger af din relation til afdøde.

Det betyder, at alt efter hvilken relation du har til afdøde, kan du som arving komme til at betale to udgifter: Boafgift og tillægsboafgift.

Hvornår skal der betales boafgift?

Hvis du skal arve mere end kr. 312.500,00 (2022-sats), skal du betale boafgift af arven, medmindre du er ægtefælle til afdøde, jf. nedenfor. Dette bundfradrag reguleres årligt.

Når arven overstiger bundfradraget, skal der betales 15 % i boafgift.

Ægtefælle og almenvelgørende foreninger/fonde

Som ægtefælle til afdøde skal der ikke betales boafgift af den modtagne arv. Ægtefællen betaler således ikke boafgift, uanset hvilken formueart, der måtte være i ægteskabet – og der skal ligeledes ikke betales boafgift af eventuelle pensioner/forsikringer.

Udover ægtefælle-kategorien – betaler almenvelgørende foreninger/fonde som udgangspunkt ikke boafgift. Almenvelgørende foreninger/fonde kan være relevant at overveje, såfremt man som testator ikke efterlader sig børn eller øvrig nærmere familie. Det kan i så fald være fordelagtigt at se på muligheden for at oprette et afgiftsbesparende testamente – og dermed benytte ”30 %-løsningen” – og støtte et godt formål og samtidige sørge for, at arvingerne modtager en større arv.

Nærmeste familie

Er du nærmeste familie skal der betales 15 % i boafgift. Nærmeste familie er således fritaget for også at betale tillægsboafgift.

Der betales først 15 % i boafgift, når beløbet overstiger bundfradraget på kr. 312.500,00 (2022-sats).

Nærmeste familie er betegnet som: afdødes børn, børnebørn, oldebørn, ægtefælle til afdødes børn, forældre eller samlevende (der har boet sammen med afdøde i mindst to år).

Alle andre

De personer, der hverken er ægtefælle, almenvelgørende foreninger/fonde eller nærmeste familie, er kategoriseret som ”alle andre”. Dette er eksempelvis søskende, niecer, bedsteforældre, naboer, venner mv. – altså alle andre end dem der er nævnt i boafgiftslovens § 1, stk. 2.

Er du omfattet af denne kategori i relation til afdøde, skal der betales 36,25 % i afgift. Denne procentsats bliver beregnes ud fra, at der først betales en boafgift på 15 %, hvorefter der betales en tillægsboafgift på 25 % af det resterende beløb. Der gives ikke et bundfradrag ved beregningen af tillægsboafgiften.

Ring til os på 97 32 09 99