Opsigelse af en medarbejder

Skal du som arbejdsgiver opsige en medarbejder, er der en lang række forhold, som du skal forholde dig til inden opsigelsen.

Du skal således skabe dig et overblik over den juridiske ramme for opsigelsen. Dette indebærer, at du skal vide hvornår, og hvordan du kan opsige en medarbejder.

Forinden opsigelsen skal du dermed være opmærksom på, hvilke opsigelsesvarsler, der gælder for ansættelsesforholdet. Her er det afgørende, hvad der præcist står i den individuelle ansættelseskontrakt, og om medarbejderen er omfattet af funktionærloven og/eller en kollektiv overenskomst.

Opsigelse af en ”særligt beskyttet” medarbejder

Udover ovennævnte forhold skal du ligeledes være opmærksom på, om din medarbejder kan anses for “særligt beskyttet”. Såfremt dette er tilfældet gælder der specielle regler for opsigelsen af medarbejderen.

Denne særlig beskyttelse er givet i henhold til ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven, der skal sikre, at alle medarbejdere behandles lige. Dermed må du som arbejdsgiver ikke i forbindelse med en opsigelse eksempelvis lægge vægt på følgende forhold:

  • Køn
  • Graviditet
  • Handicap
  • Religion
  • Seksuel orientering
  • Etnicitet
  • Alder mv.

Disse regler i henholdsvis ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven bevirker, at du som arbejdsgiver bærer en tungere bevisbyrde i sådanne tilfælde. Du skal dermed sikre dig, at du kan bevise, at opsigelsen ikke er begrundet i medarbejderens graviditet – for blot at nævne et eksempel.

Opsigelsen af medarbejderen

Når du ønsker at opsige en medarbejder, skal du ligeledes som arbejdsgiver tage stilling til, om medarbejderen skal fortsætte i det pågældende arbejde på sædvanlig vis, og således først fratræde stillingen ved udløbet af opsigelsesvarslet.

I visse tilfælde kan en fritstilling tillige være særligt relevant og fordelagtigt, men det er dog vigtigt at være opmærksom på, at dette afhænger i høj grad af den konkrete situation. Hvis du vil vide mere om fritstilling, er du velkommen til at læse mere her.

Kontakt os

Står du over for at skulle opsige en medarbejder, eller har en medarbejder valgt at opsige en stilling, så står vi hos Leidesdorff & Lund klar til at rådgive og vejlede dig med de udfordringer, som opsigelsen kan medføre.

Kontakt os allerede i dag for en uforpligtende drøftelse af din sag på 97 32 09 99.

Ring til os på 97 32 09 99