I forbindelse med fastsættelsen af huslejen er der flere faktorer, der spiller ind. Dette er bl.a. lejemålets beliggenhed i landet, tilstand, alder, størrelse og antallet af lejemål i ejendommen. Disse forhold har ligeledes betydning for, hvilket regelsæt, der finder anvendelse.

Lejeloven bestemmer således, at huslejen skal være i overensstemmelse med det lejedes værdi. Derudover skal lejen fastsættes i overensstemmelse med de regler, der gør sig gældende for de forskellige typer af lejligheder.

Der skelnes mellem regulerede og uregulerede kommuner ved huslejefastsættelsen. For så vidt angår uregulerede kommuner, skal udlejere af ejendomme opført før 1991 ifølge lejeloven, fastsætte huslejen efter reglerne om det lejedes værdi. For så vidt angår regulerede kommuner, hvor ejendommen er opført før 1991, skal fastsættelsen af huslejen som udgangspunkt ske efter boligreguleringsloven. Denne fastsættelse sker således som omkostningsbestemt leje, hvilket betyder, at lejen beregnes ud fra de udgifter, som udlejer har til at drive ejendommen.

Nogle ejendomme er hverken omfattet af den omkostningsbestemte leje eller fastsættelsen efter det lejedes værdi. I disse tilfælde skal fastsættelsen ske efter den frie lejefastsættelse. Dette betyder, at huslejen kan fastsættes til det rimelige mellem lejer og udlejer. Lejen må blot ikke være urimelig høj.

Hvis udlejer ikke overholder de ovennævnte regler i forhold til fastsættelsen af huslejen, og lejer finder, at huslejen er fastsat forkert, kan lejer indgive en klage til Huslejenævnet. Dette kan få konsekvenser for udlejer, der kan risikere at skulle betale en sum penge til lejer.

Reglerne for fastsættelsen af huslejen er yderst kompliceret og kan være svære at navigere i, hvorfor vi anbefaler, at du søger juridisk bistand.

Andreas Leidesdorff

Andreas Leidesdorff

4023 9078 | al@advokat-ll.dk

Vil du vide mere?

Har du et konkret spørgsmål, er du velkommen til at ringe til en af vores specialister på området. Du kan også klikke på knappen nedenfor, så kontakter vi dig indenfor 24 timer.

Ring til os på 97 32 09 99